• Mads Rune Holdgaard Halvorsen

Onboarding: Boost dine nye medarbejdere og skab god arbejdslyst

Opdateret: okt. 2



Du tænker måske, at onboarding bare er et fancy ord for introforløb – og det er det måske en lille smule, men med det fancy ord kommer der også ufattelig mange måder, som gør dig effektiv i dine ansættelser og fremmer arbejdslysten, så motivationen stiger i din virksomhed, og I har færre sygedage.


Lad os først tage et kig på, hvad onboarding er, og bagefter hvordan det kan være med til at øge følelsen af at finde mening i sit arbejde - meningsfuldt arbejde er ifølge Institut for Lykkeforskning noget af det vigtigste for danskernes arbejdslyst i 2019. Læs mere om arbejdslyst i dette blogindlæg.


Onboarding

Helt oppe fra helikopterens behagelige overblik er onboarding alle de ting, vi gør for at tage godt imod en ny kollega. Det er praktiske ting som at have en arbejdsplads klar og informere de gamle hunde om, at der er en ny på vej. Men onboarding handler faktisk endnu mere om det, vi gør, for at man føler sig som en del af et arbejdsfællesskab. Så kommer man godt fra start, og det betyder, at man hurtigt bidrager. Og ser du, det er afgørende for ens beslutning om at blive – en beslutning som cirka 1/3 tager i løbet af den første uge. God onboarding betyder, at du får færre dyre fejlansættelser.


Helt konkret er der en række ting, vi kan gøre, som giver medarbejderen – og lad os bare kalde ham Klaus - en running-start, så han holder sit momentum og bidrager i rigtig lang tid.


Et buddysystem er en kæmpe fordel, fordi det giver Klaus en go-to person i forbindelse med alle de småting, han kommer i tvivl om – hvor kaffefiltrene er eller hvornår frokostpausen plejer at ligge. Men også de større arbejdsrelaterede spørgsmål såsom formelle mødestrukturer eller mail kotymer. En buddy fjerner meget af den usikkerhed, som forhindrer Klaus i at være effektiv fra start. Og så er det en god måde at kick-starte et kollegialt venskab, som tager hånd om Klaus’ sociale behov.


Planlæg de første par uger og skriv det i Klaus’ kalender, så han er klar over, at der er velkomstmøde mandag kl. 09, og at personalemøderne altid er torsdag kl. 10. Det fjerner frustrationer og gør hans opstart lettere. Og hvis der er nogle sociale events – måske fredagsøl på det lokale vandhul – så husk at invitere Klaus med. Så føler han sig inkluderet i det kollegiale fællesskab, og det er meget motiverende.

Apropos at føle sig inkluderet, er det en god idé også at planlægge månedlige 1-1 samtaler, hvor du eller Klaus’ nærmeste leder snakker om hverdagens småting og vejen mod hans udviklingsmål. Så får du et godt indblik i, hvordan du kan spille dine medarbejdere gode.


Inviter Klaus til at give sin mening til kende. For det er faktisk svært, når man er den nye, og så kan det næsten være som en guddommelig indgriben, når man ganske enkelt bliver spurgt om sin mening. Når du er anerkendende og respekterer Klaus’ input, giver han et konkret bidrag til teamets arbejde. Og det skaber god arbejdslyst, og giver ham gå på mod til at være den bedste version af sig selv.


En konkret øvelse

Med en buddy, en plan og opmærksomhed på at invitere Klaus med ind i arbejdsfællesskabet, er der gode muligheder for at han finder sig til rette. For virkelig at booste ham ind i din virksomhed, er her en konkret onboarding øvelse. Den er ganske nem at bruge:


1. Klaus får sine personlige visitkort (hvis det kan nåes)


2. I løbet af Klaus’ første arbejdsuge bliver han mødt af kollegaer, som giver ham sit visitkort og fortæller om engang, hvor deres arbejde gav mening eller gjorde en forskel for en kunde.


3. Klaus giver sit visitkort og fortæller om en gang, hvor hans arbejde gav mening.


Resultatet er, at Klaus nu kender alle sine kollegaer, har deres info og ved, hvem der er en del af det team, han bidrager til. Så giver det måske endnu mere mening at give den en ekstra skalle – fordi Klaus finder mening i den forskel, han gør for sit team og kunderne.


Hvordan arbejder du med onboarding?


Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål, kommentarer eller er blevet interesseret i, hvordan onboarding kan gøre en forskel i din virksomhed. Det kan vi blandt andet hjælpe med som enkeltservice eller som en del af vores 360 koncept.


God arbejdslyst!


Hilsen Mads


#GodArbejdslyst #Onboarding #Motivation

43 visninger
Fn_verdensmål_8.gif

FØLG OS

KONTAKT

© 2019 af Hoffensetz & Halvorsen. CVR: 40392025