• Mads Rune Holdgaard Halvorsen

Bæredygtig vækst og arbejdslyst – hvorfor mestring er hamrende vigtig for din virksomhed

Opdateret: okt. 2


Kan du lide forandringer? Forandring er vækstens følgesvend, og den betyder nye roller og opgaver. For nogen er den stressende, mens det er det bedste i verden for andre. For at vækste på en sund og bæredygtig måde, kan man arbejde aktivt med arbejdslysten – det skaber intern motivation, og fremmer effektiviteten og kreativiteten.


Vores tro på at god arbejdslyst er essentielt for bæredygtig vækst, er ikke nogen hemmelighed. Det er sådan set noget af det første man ser på vores hjemmeside. Bæredygtig vækst er heller ikke et hemmeligt begreb – det er bare ikke så brugt. Og derfor vil jeg gerne bruge et par linjer på at forklare, hvad vi lægger i ordet.


Bæredygtig vækst er, når du vækster uden at gå på kompromis med medarbejdernes og ledernes sundhed, trivsel, arbejdslyst og evne til at gøre sit arbejde. Kan du blive ved med det, ja, så oplever du bæredygtig vækst. Det modsatte er medarbejdere, som bliver overbebyrdet, sygemeldt og ikke føler de kan yde sit bedste. Det medfører stress og korte ansættelser. Der skal andre boller på suppen.


Så lad os se på, hvordan du kan være med til at fremme arbejdslysten og den bæredygtige vækst. Et sted man kan tage fat, er ved at fokusere på ’mestring’. Og den kan vi endda dele ind i tre under kategorier: faglig, personlig og social mestring.


Faglig mestring

Er følelsen af at kunne passe sine (nye) opgaver og roller i virksomheden – som jeg nævnte, er udvikling en naturlig del af vækst. Og for de fleste er det jo dejligt med nye opgaver, og specielt hvis man føler sig godt klædt på til dem. Netop derfor er det en god idé at efteruddanne der, hvor der er huller. Hullerne findes lettest ved at spørge medarbejderne. Ganske enkelt. Det vil også være naturligt, at de er med til at vælge sin uddannelse. Så anerkender man deres behov, og man giver dem de bedste vilkår for at følge med væksten. Dét fastholder dem i virksomheden.


Personlig mestring

Er følelsen af at føle sig mentalt rustet til at klare de krav og forandringer, man står over for. Her er det vigtigt at kende sig selv, og til det er personlighedstests rigtig gode – og der er nærmest lige så mange, som der er personer. Bare vælg, og har du brug for hjælp, anbefaler vi gerne en test. Ved at tage en personlighedstest og bruge den som et udgangspunkt – og ikke et fakta ark – for en samtale, kan man som leder hjælpe sine medarbejdere med at lære sig selv bedre at kende. Det dybere kendskab til sig selv, hjælper dem til at navigere i en ny hverdag, og giver en god oplevelse af forandringen. Resultatet er færre sygedage og bedre teamwork i jeres hjørne af erhvervslivet.


Social mestring

Er evnen til at vurdere, hvad ens kollegaer har brug for i forskellige situationer. Det næste lyder måske let købt, men det er altså bare rigtig godt for den sociale mestring, hvis man sætter tid af til at snakke sammen. I et team er struktureret og løbende forventningsafstemning en fordel, og for lederen gør ærlige samtaler med medarbejderne underværker. Fælles og én-til-én. Nye medarbejdere kan man møde med introforløb, som gør at de føler sig velkomne. Og her er det helt ok at spørge sine ansatte og den nyansatte om, hvad de har brug for. Samtalekulturen forebygger stress ved at man lufter frustrationer og skaber bedre teamwork idet at man kommer forandringens udfordringer i forkøbet.


Med fokus på mestring i din virksomhed kan du forebygge stress, forbedre jeres teamwork, fastholde dine medarbejdere og give jer alle de bedste forudsætninger for at møde kunder med professionalisme og selvtillid.


Hvad er dine oplevelser med bæredygtig vækst og mestring?


Har du har nogen spørgsmål, kommentarer eller måske du har lyst til at vi laver en gratis temperatur måling af arbejdslysten hos jer, er du mere end velkommen til at kontakte os i gennem linket eller på info@hoffensetzhalvorsen.dk


#Godarbejdslyst #medarbejdertrivsel #bæredygtigledelse #mestring


Hilsen Mads

Fn_verdensmål_8.gif

FØLG OS

KONTAKT

© 2019 af Hoffensetz & Halvorsen. CVR: 40392025